Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Villa Valby

Vi har en fast rytme for dagen, så børnene oplever forudsigelighed og ved, hvad der skal ske. Men de forskellige aktiviteter, vi bruger formiddagen og eftermiddagen på, skifter selvfølgelig fra dag til dag og er tilpasset de forskellige børnegrupper og deres behov.

Dagens gang

Vi åbner klokken 6.30, hvor de første medarbejdere møder ind, og de første børn bliver afleveret. Fra morgenstunden er vi sammen på tværs af stuerne i alrummet. Vi forbereder morgenmad, som vi tilbyder børnene ind til klokken er 8.

Omkring klokken 8 åbner vi alle stuer, og vi fordeler os ud i huset. I vuggestuen holder vi samling og spiser formiddagsmad klokken 9. I børnehaven er der samling klokken 9.15-10. I må gerne aflevere enten inden eller efter samling, så det bliver en rolig stund for børnene uden afbrydelser.

Efter samlingen tager vi hul på dagens forskellige aktiviteter.

Omkring klokken 11 spiser vi frokost. Vi prioriterer måltidet højt og fordeler os i små grupper, som giver mulighed for nærvær og gode samtaler.

Efter frokost bliver de mindste børn puttet til lur, og de børn, som ikke skal sove, går ud på vores legeplads. Legepladsen er indrettet, så den rummer mange forskellige aktivitetsmuligheder.

Omkring klokken 14 er der eftermiddagsmad på stuerne. Herefter er der forskellige aktiviteter og leg inde og ude.

Sidst på eftermiddagen samles vi igen i alrummet, og stuerne lukkes. Lige før lukketid tilbyder vi lidt mad til de børn, som er her sent.

Klokken 17.15 går de sidste medarbejdere hjem, og alle børn skal derfor være hentet inden da.

Aflevering

I forældre er de vigtigste personer i jeres barns liv, og I skal have muligheden for at være så meget sammen med det som muligt. Vi har derfor ikke et bestemt tidspunkt, hvor jeres barn skal være her, hvis I for eksempel møder sent på arbejde.

Vi vil bare bede jer om ikke at aflevere midt i samlingen, og at I derudover holder jer orienteret om stuens planer, så I ikke risikerer, at stuen er gået på tur, når I kommer.

Når I ankommer til institutionen, skal I spritte jeres hænder, og efter I har hjulpet jeres barn af med tøjet, skal I hjælpe det med at vaske hænder. Før I går, så tjek, at der er, hvad barnet får brug for i løbet af dagen, og at garderoben er overskuelig for barnet. I skal aflevere jeres barn til en voksen, som vil hjælpe barnet med at sige farvel. I er altid velkomne til at ringe til os og høre, hvordan det går, hvis eksempelvis afleveringen har været svær.

Afhentning

Når I henter jeres barn, er det vigtigt, at I får sagt farvel til en voksen og tjekket barnet ud på skærmen. I er altid velkomne til at spørge ind til barnets dag. Inden I forlader institutionen, skal I vaske hænder med jeres barn.